Velkommen til et lige lovligt blandet kor!

De Homofone er et kor for bøsser, lesbiske og andre der føler sig hjemme under denne overskrift.

Vi er en flok sociale mennesker, der udover at gå til kor også mødes privat og til andre forskellige arrangementer. For eksempel er vi ind imellem med til at arrangere korfestival for homokor i København, og vi har med stor glæde rejst Europa tyndt for at deltage i den europæiske korfestival for homokor, Various Voices.

Koret blev dannet i 1991 og er et af landets ældste homokor. Koret har igennem årene gennemgået en forrygende udvikling. I dag befinder vi os bedst med den rytmiske genre. Vores repertoire spænder bredt over f.eks. soul, funk, rock, pop og ballader. For tiden arbejder vi bla. med sange af Stevie Wonder, Michael Jackson og Queen. Op til jul har vi dog et helt særligt julerepertoire.

Vi består af ca. 25 -30 medlemmer i alle aldersgrupper

Vi dirigeres af Lars Lienhøft Larsen. Lars er en frisk energisk, givende dirigent med en naturlig autoritet. Han har en bred musikalsk uddannelse med klaver og korledelse som speciale (og så er han ret lækker, se galleriet)

Vi afholder 2-4 koncerter om året. Sikre er julekoncerten i Stefanskirken og en forårskoncert i maj måned. Derudover deltager vi i fælleskoncerter med andre homokor i DK og tilstræber at deltage i Various Voices, senest i London i foråret 2009. Samme år var koret med ved det storstilede arrangement Københavns Kulturhavn på Islands Brygge.

Sidst kan det nævnes, at De Homofone er støtteforening til STOP AIDS.


Opdateret den 07. April 2010
Mail til: